Storm P. En Biografi

300,00 DKK

Af Peter Borberg

Multikunstneren Robert Storm Petersen (1882-1949) - bedre kendt som Storm P. - regnes for en af det 20. århundredes mest fremtrædende danske kulturpersonligheder. I årtier boltrede han sig med en tilsyneladende lethed som både skuespiller, maler, forfatter og ikke mindst tegner for en lang række blade og aviser. Dag ud og dag ind leverede han tegninger og tekster, som både kaldte på smilet og eftertænksomheden, og som med tiden gav Storm P. prædikatet "Danmarks morsomste mand".

Bag smilet gemte sig en sky alvorsmand, der var drevet af store kunstneriske ambitioner, men som samtidig var fanget af en borgerlig forfængelighed. Historien om Storm P. er historien om en sjælden, sammensat personlighed, hans altid nagende tvivl og hans hemmeligheder.

"Der er skrevet mangt og meget i årenes løb ud fra forskellige perspektiver - Storm P.s malerkunst, hans tidlige satire etc. ... Den samlende biografi om hele hans forunderlige liv og karriere har vi imidlertid haft til gode - indtil nu! Peter Borberg er gået til kilderne med eksemplarisk grundighed, og bogen rummer megen ny, ikke tidligere publiceret viden. Vi kommer helt tæt på det sammensatte menneske Storm P., hans enorme virkefelt, forelskelserne, privatlivet, ambitionerne, rejserne mm." (citat: Nikolaj Brandt, museumsinspektør, Storm P. Museet)

Peter Borberg og Turbine Forlaget, 2017

696 sider, illustreret, indbundet